Efterår 2018
Jeg er født i 1972 og opvokset i en søskendeflok på 4 drenge, min far arbejdede på maskinfabrikken for enden af vejen og min mor var sygehjælper på et lokalt plejehjem.
Noget af det jeg husker tydeligst fra min barndom var familiens ferier eller når vi fik en “ny” brugt bil. Ikke at vi rejste jorden rundt eller andet eksotisk, men vi lejede nogle år et sommerhus og nød sommeren. Jeg husker tydeligt de lange ture til Sjælland hvor farbror Søren boede i et rækkehus helt op ad motorvejen. (Ja farbror Søren har stadigt huset og det ligner sig selv, selvom der er sat et støjværn op i mellemtiden).
I sommeren 1985 var vi i et sommerhus på den jyske østkyst, min far havde været sløj igennem foråret og afventede derfor svar fra sygehuset imens vi var på ferie. Det var faster Eva der åbnede brevet hjemme i Bramming og far ringede og fik den besked som begge mine forældre frygtede. Far havde kræft!
Det var mit første møde med kræften som jeg senere har givet navnet “den lille satan”. Ikke at kræft er lille, men det er en satan og et eller andet skulle jeg kalde den.
Min far døde desværre i sommeren 1986. 47 år gammel, tilbage stod min mor med os 4 knægte der spændte i alderen fra 8 til 17 år.
Lige siden har jeg frygtet kræften, frygtet at jeg selv skulle blive ramt, frygtet at den igen kom i familien eller ved en bekendt. For selvom sundhedsvæsenet er blevet bedre og bedre med årene, så er der stadigt alt for mange der ikke kommer med ud på den anden side. Familier der rives i stykker over tabet af et familiemedlem eller skolekameraten som man sad ved siden af i folkeskolen, der ikke er her længere.
Jeg begyndte at fotografere tilbage i 80’erne på efterskolen i Hammerum, dog lagde jeg hurtigt kameraet på hylden igen da tiden som teenager krævede meget.
Efter at have stiftet familie og være faldet mere til ro, fandt jeg igen lysten til at fotografere, på min vej igennem livet, når familien var på ferie eller på jobbet.
Efter 5 år passerede jeg 85.000 billeder på harddisken og anede ikke hvad jeg skulle bruge dem til.
Jeg smed ind imellem et billede på Facebook så da en veninde fra barndommen spurgte om hun kunne købe et specifikt billede og hvad det eventuelt skulle koste, må jeg erkende at jeg ikke havde gjort de store tanker i den retning.
Men vi nåede i fællesskab frem til at hun fik billedet tilsendt digitalt og ville selv få det printet, indrammet og ophængt på væggen, mod at hun fandt en organisation og donerede et beløb efter eget skøn. Det gjorde at Børnecancerfonden modtog 500,- i donation og jeg havde “solgt” mit første billede.
I foråret 2017 fik min svigerinde konstateret cancer og beslutningen om formålet blev taget kort tid efter. Herefter har gik jeg og tænkte i flere måneder og SørenKnudsen.Com begyndte efterhånden at tage form i mit hoved. Desværre tabte Pia kampen mod cancer i december 2018.
Jeg har indset at jeg aldrig kommer til at leve af mine billeder, men kan de på en eller anden måde gøre gavn, så vil jeg blive glad. Spørgsmålet er så, kan man sælge billeder til en fornuftig pris og donere beløbet til en organisation i en tid, hvor alle render rundt med et kamera i mobilen? Ja det er så det, der skal prøves her og om det lykkes, kan kun tiden vise.
Søren